Havets biodiversitet

Biodiversitetsrådets nye rapport peger på fiskeri med bundslæbende redskaber som den primære årsag til, at beskyttede områder i det danske hav alligevel ikke kan betegnes som beskyttede. Flere eksperter bakker op, men Danmarks Fiskeriforening mener, at debatten bør nuanceres.

Af: Sofie Wegger og Emilie Spring

Når vi taler om klima, bliver biodiversitet ofte bragt op. Biodiversitet handler om mangfoldigheden i alt levende på kloden – dyr, planter, svampe og bakterier. I Danmark er der udpeget mange beskyttede områder på land og til vands for at fremme biodiversiteten.

Men beskyttelsen af de danske farvande halter. I Biodiversitetsrådets nye rapport fra 2022 konkluderes det, at “højst 12 procent af det danske havareal med stor sikkerhed kan betragtes som beskyttet i kraft af eksisterende beskyttelsesordninger”.

Den internationale målsætning for 2030 er 30 procent beskyttet, herunder 10 procent strengt beskyttet, land- og havareal af hensyn til biodiversiteten. Dette er en del af EU’s nye biodiversitetsstrategi. Men Danmark er langt fra at være i mål. Faktisk konkluderes det i rapporten, at hele 17 procent af det danske havareal, som er omfattet af eksisterende beskyttelsesordninger, ikke kan medregnes som værende beskyttet ift. målet om 30 procent. Den primære årsag er fiskeri med bundslæbende redskaber: bundtrawl.

“Vores hav har det helt forfærdeligt, og er kun blevet dårligere inden for de sidste 10 år. Tingene hænger sammen i havet, og derfor skal man beskytte mere eller mindre alle dele af havet, hvis man vil sige, at et område er beskyttet,” siger Stiig Markager, professor, Institut for Bioscience, marin biodiversitet og eksperimentel økologi, Aarhus Universitet.

Han anser det som problematisk, at man gerne må fiske med bundtrawl i områder, hvor det fx kan være fugle, der er beskyttede.
“De dyr, der lever på havbunden, er føde for fiskene, der lever oppe i vandet, som så fx er føde for fuglene. Så når man trawler havbunden, ender det med at skabe problemer i hele vandsøjlen,” forklarer han og understreger, at tingene ikke kan skilles ad.

I flere af de beskyttede områder fiskes der med bundtrawl. Et af områderne er omkring Skagerrak, hvor der fx vokser søfjer. Stiig Markager forklarer, at søfjeren er et godt eksempel på en bundlevende organisme, som har en lang generationstid, og derfor ikke kan overleve i et område, som bliver trawlet heftigt.

Hvor skadeligt er bundtrawl?

Af Biodiversitetsrådets rapport fremgår det, at en stor del af den marine biodiversitet findes på havbunden, og er en essentiel del af havets økosystem. Det er derfor vigtigt at have en intakt naturlig bundflora og -fauna – men dette findes kun de steder, hvor den uforstyrret får lov til at udvikle sig over en lang årrække.

Kenn Skau Fischer, adm. direktør for Danmarks Fiskeriforening, påpeger dog, at bundtrawl har en midlertidig effekt.
“Det kan sammenlignes med sandslotte på stranden. Med tiden kommer der bølger og vind som sletter sporene fra menneskelig aktivitet. Nogle steder vil trawl ikke påvirke mere end bølgernes bevægelse,” siger han.

Dog er det ikke alle, der er enige.
“Det er uholdbart at sige, at vi har beskyttet natur, hvis vi tillader potentielt negative påvirkninger i området,” siger Therese Nissen, natur- og miljøpolitisk rådgiver ved Danmarks Naturfredningsforening. Hun mener, at det er et problem, at områder udpeges som beskyttede, uden at der følges op på at sikre en reel beskyttelse af området.

Karen Timmermann, professor, Institut for Akvatiske Ressourcer, sektion for kystøkologi, DTU, stemmer i. Hun er medlem af Biodiversitetsrådet og mener også, at det er problematisk at man ikke reelt beskytter områderne.
“Man kalder det også papir-parker, forstået på den måde, at beskyttelsen kun eksisterer på et stykke papir – det har ikke noget reelt på sig. Og selvfølgelig er det kun den reelle beskyttelse, der har en betydning for biodiversiteten,” siger hun.

“Out of sight, out of mind”

Udover den manglende reelle beskyttelse tyder noget på, at vi hører mere om biodiversiteten på land end i havet.

“Jeg tror, det er helt naturligt, at man nemmere kan forholde sig til sine omgivelser, når man fysisk kan se, at de bliver ødelagt. Det er sværere for helt almindelige mennesker at forholde sig til, om havet eller havbunden har det dårligt – out of sight, out of mind,” forklarer Therese Nissen og understreger den tydelige forskel, der er på fordelingen af pengene i natur- og biodiversitetspakken, hvor kun 10 mio. kr. ud af de i alt 888 mio. kr. går til havet.

Hun peger desuden også på at områder, som er beskyttet af hensyn til fugle, er en af de ting, der er en stor udfordring for havet.
“Når man udpeger nogle områder, hvor fuglene i princippet kan være i fred, uden der tages højde for, om de menneskelige aktiviteter, der foregår i området, har en potentiel negativ påvirkning på fuglene, ender det med at være ligegyldige streger på et kort,” siger hun, og nævner, at fugle både finder føde i vandsøjlen og på havbunden – som altså ikke er beskyttet.

Det handler altså om udpegningsgrundlaget – hvorfor man har valgt at udpege et område til beskyttelse. Anna Rindorf, sektionsleder ved Institut for Akvatiske Ressourcer, sektion for økosystembaseret marin forvaltning, DTU, forklarer, at man udpeger områder for at beskytte enten habitater, såsom bundtyper, eller arter, såsom marsvin eller fugle.

Menneskelig aktivitet har en påvirkning

Men det er ikke kun dyrelivet, der kan tage skade af bundtrawl, mener Stiig Markager.
“Når man trawler og dermed skraber havbunden, hvirvles den op. Der bliver frigjort nogle næringsstoffer, som ellers var bundet i havbunden, hvilket giver algevækst og uklart vand,” forklarer han og uddyber, at det fx kan betyde, at ålegræsset i havet forsvinder.

Therese Nissen påpeger, at den kontinuerlige påvirkning fra bundtrawl er med til at ødelægge havbunden, fordi alle de forskellige elementer af liv bliver udlignet. Hun forklarer også, at aktiviteter i et beskyttet område, der kan skade udpegningsgrundlaget, skal fjernes – i hvert fald hvis man skal sørge for, at arten ikke går tilbage, og dermed ikke være i strid med udpegningen.
“Netop derfor er det vanvittigt, at man må fiske med bundslæbende redskaber i områder, hvor udpegningsgrundlaget fx er en sandbund – for der lever noget i sandbunden som vil få det dårligere af, at der trawles,” siger hun.

Karen Timmermann mener, at bundtrawl på sigt kan medføre, at vi mister arter eller funktioner i de påvirkede områder. Det vil betyde, at økosystemerne fungerer dårligere. Hun erkender også, at det vil få negative konsekvenser for Danmarks fiskerierhverv, hvis man gjorde forbuddet mod bundtrawl mere udbredt.

Dog er det ikke alle, der mener, at det har store konsekvenser at fiske med bundtrawl.
“Nogle steder er det sådan, at man ikke kan se en påvirkning på fangsten, hvis fiskerne trawler igennem et område og kommer tilbage en uge senere,” siger Kenn Skau Fischer og pointerer, at kun 32 procent af det danske havareal trawles.

Kenn Skau Fischer er ikke uenig i, at bundtrawl påvirker bunddyrene, men påpeger, at al fødevareproduktion og menneskelig aktivitet påvirker i et eller andet omfang. Han synes, det er vigtigt at kigge på, hvad udpegningsgrundlaget er i et beskyttet område.
“Vi må lave en afvejning af, hvad vi synes er vigtigst. Hvis vi synes, at bundfaunaen er vigtigere end at vi har fiskeriaktivitet, så må det jo være sådan,” siger han, men understreger, at et sådant politisk valg ville ærgre ham.

Hvad vil vi beskytte – og hvordan?

Flere forskere mener, at det hele kommer an på, hvad vi gerne vil beskytte. Af Biodiversitetsrådets rapport fremgår det, at de danske farvande strækker sig over cirka 105.000 km², men kun 12.500 km² er reelt beskyttet mod fiskeri med bundslæbende redskaber. Derfor kan man sætte spørgsmålstegn ved, om man er klar over, hvad man vil beskytte i de udpegede områder.

“Vi skal vælge, hvad vi gerne vil beskytte – men det er sådan i havet, at alle de ting, vi ønsker at beskytte, ikke er på den samme plet. Derfor skal man lave forskellige områder til forskellige ting, og selvfølgelig beskytte der, hvor tingene er, i stedet for der, hvor man synes, det ser rigtigt ud på et kort,” siger Anna Rindorf.

Stiig Markager er godt klar over, at der er en stor del af den danske havbund, hvor der ikke fiskes med bundslæbende redskaber – og han er ikke fundamentalistisk imod bundtrawl.
“Det er afgørende, hvor man lægger de her beskyttede områder. Vi kan godt lægge dem, hvor man i forvejen ikke fisker, men så er der mange naturtyper, man ikke får beskyttet. Placeringen skal give mening i forhold til natur, biodiversitet og havmiljø – og man kan måske finde nogle områder, hvor fiskerne også kan have en vis aktivitet,” siger han.

Therese Nissen håber på en mere økosystembaseret tilgang til, hvad vi har af natur, og hvordan det kan sameksistere med vores erhverv, uden at naturen påvirkes negativt.
“Der skal klart flere penge til forskning, så vi får mere viden om vores havarealer – for det mangler vi. Ambitionen om 30 procent beskyttet areal er fantastisk, men vi må ikke glemme de resterende 70 procent,” siger hun.

“Der er ikke et “one-size-fits-all”-værktøj, der kan fikse det hele. Måske skal man ud i en kombination af forskellige værktøjer, for både at beskytte det, der bevæger sig meget, og det, der ikke gør,” siger Anna Rindorf.

Hun mener desuden, at man for ofte spørger biologerne til råds, men glemmer at spørge samfundet – det er nemlig for samfundet, at vi beskytter tingene. Hun påpeger, at man i Danmark ikke diskuterer nok, hvorfor vi skal udpege områderne, og hvor mange udpegninger der er målrettede.
“Så snart man vidste, at vi havde et boblerev, som var rigtig godt at bevare og svært at få igen, blev det udpeget og lukket for trawlfiskeri. Så man skal ikke vente med at beskytte, indtil man ved det hele – for så får man ikke beskyttet noget. Man skal gå i gang med det, man har, og beskytte det, der stadig er her,” slutter hun.